Europæisk løvfrø
Slægt: Hyla
Art: Hyla arborea
Levealder: 5-10 år
HUSK det er strengt forbudt at indsamle danske padder og krybdyr både som terrarie dyr og til fodring af dyr med. Der skal være opdrætscertifikat på opdrættede dyr.
Levesteder
Den europæiske løvfrø lever i central og sydeuropa, dele af Asien og det nordlige Afrika. Den findes også få steder i Danmark blandt andet i østjylland, Als, Lolland og på det sydlige Bornholm.
Løvfrøen lever i områder hvor der gerne er højere fugtighed. Om vinteren kan de finde på at overvintre i kældere eller bunker med blade.
Fakta
Løvfrøen er særdeles god til at klatre på glatte overflader. Dette skyldes at de har små “sugekopper” for enden af hver tå. Løvfrøen kan hoppe højt hvilket gør dem gode til at fange flyvende insekter og deres “sugekopper” giver dem en ekstra fordel når de lander da de klistre til overfladen.
Frøen er tidligere blevet brugt som et barometer for regnvejr, da de gerne kvækker op til et regnvejr. Løvfrøen bliver op til 5 cm som fuldvoksne. Hunnerne bliver større end hannerne.
Hannens strube er gul eller brun modsat hunnens som er hvid.
Deres kvækken siges at kunne høres op til 5 km væk.
Terrariet
Terrariet bør indrettes med en stor vandskål og godt med højde. Det er en god ide at have solide grene og planter derinde, som frøen kan kravle på og gemme sig under. Det er en god ide at lave dræn i bunden. Dette kan gøres ved brug af lecakugler. Derefter kan man hælde ugødet jord ovenpå og dernæst planter man de planter man ønsker. Planter som guldranke eller fredslilje (Spathiphyllum wallisii) er begge planter som godt kan lide at stå vådt. Diverse bregner vil også være en mulighed da de gerne vil stå fugtigt. Fuglereddebregne (Asplenium nidus) er en god bregne med store blade, som frøen sidde på. Man kan evt tilføje bark stykke, grene og blade til landdelen.
Vandskålen bør indrettes med rødder og sten som gør det let for frøen at komme på land. Man kan have forskellige planter i vandet. En af de planter der egner sig godt til både land og vand er javamos (Vesicularia dubyana) da den kan vokse op på trærødder og “gå på land” så længe den holdes fugtig. Andre alternativer kan være flydeplanter som muslingeblomst (Pistia stratiotes) eller andemad.
Et terrarie på 45x45x60 cm (L x B x H) til 3-5 individer.
Vand & foder
Frøerne lever af alle former for insekter de kan gabe over. Det er vigtigt at foderdyrene er blevet rystet i kalk og vitaminer inden de fodres. Voksne bør tilbydes foder hver dag eller hveranden dag, unger skal fodres hver dag. Nogle gange kan man få held af at frøerne vil spise fra en skål.
Lys, varme & fugt
Frøerne trives bedst ved en temperatur på mellem 20-25 grader. Temperaturer på 30 grader kan være farligt for frøen, specielt hvis der ikke er fugtigt i terrariet. Om natten må temperaturen gerne falde et par grader. I vinterhalvåret kan man sænke temperaturen til mellem 5-15 grader for at stimulere deres naturlige nedkøling. Frøerne kræver ikke UV, men en pære med lav UVB kan være en god ide. Den relative fugtighed bør som minimum ligge på 50-70% hvilket svarer nogenlunde til fugtigheden i Danmark, men det er en god ide at forstøve derinde med jævne mellemrum.
Aktivitet
Frøerne er mest aktive sidst på dagen. I løbet af dagen sidder de gerne højt oppe på glasset eller planterne. Nogle gange bedre camoufleret end andre gange.
©World of Jungle
