Spring til indhold

Hainan grottegekko

Slægt: Goniurosaurus
Art: Goniurosaurus hainanensis
Levealder: 10-15 år

Levesteder

Hainan grottegekko stammer fra øen Hainan i det sydlige Kina. Den lever i skovklædte bjerge og stenrige områder tæt på huler og klippeformationer. Dens naturlige habitat er køligt, fugtigt og skyggefuldt, ofte nær vandløb eller andre kilder til høj luftfugtighed. Gekkoen er nataktiv og søger typisk føde i mørke og skjulte områder. Habitatets temperatur varierer mellem 18-25°C med høj luftfugtighed på 70-90%.

Fakta

Hainan grottegekko er en mellemstor art, der bliver op til 15-20 cm lang, inklusive halen. Den er kendetegnet ved sin mørke kropsfarve med kontrasterende orange og hvide bånd, der gør den let genkendelig. Gekkoen er nataktiv og gemmer sig om dagen i sprækker og under klipper. Arten er jordlevende, men kan klatre i begrænset omfang.

Terrariet

Et terrarium til Hainan grottegekko bør være mindst 60x45x45 cm (LxBxH) for en enkelt voksen eller et par. Bundlaget skal kunne holde på fugt og kan bestå af en blanding af kokosfibre, ugødet spagnum og sand. Indret terrariet med sten, kork, bark og skjulesteder, der efterligner klippehuler og sprækker.
En lav, bred vandskål kan placeres i den kølige del af terrariet for at sikre konstant adgang til vand. Planter som bregner og guldranke (Epipremnum aureum) kan bruges til at skabe et naturligt udseende og hjælpe med at opretholde fugtigheden. Sørg for, at der er skjulesteder i både fugtige og tørre områder af terrariet.
Man kan også med fordel hente mos i skoven for at tilføje lidt ekstra til deres terrarie. Og skulle der komme en bænkebider eller to med hjem, så spiser gekkoen dem gladeligt.

Vand & foder

Hainan grottegekkoer skal altid have adgang til rent vand. Udskift vandet dagligt for at sikre friskhed og hygiejne.
Fodringen består af levende insekter som fårekyllinger, kakerlakker, bænkebidere, græshopper og voksmøl. Insekterne skal være passende i størrelse og drysses med kalk og vitaminpulver for at sikre korrekt ernæring. Voksne fodres 2-3 gange om ugen, mens unger bør fodres oftere, op til 4-5 gange ugentligt. Tilbyd variation i kosten for at stimulere naturlig jagtadfærd.

Lys, varme & fugt

Selvom Hainan grottegekkoer ikke har et stort behov for UVB-lys, anbefales det at inkludere en svag UVB-kilde for at understøtte dyrets generelle sundhed. For at sikre en normal døgnrytme kan man bruge LED lys og UVB-lys. Det anbefales at have UVB lyset tændt 8-10 timer, mens LED-lyset er tændt 12-14 timer. Temperaturen i terrariet skal holdes mellem 20-22°C i dagtimerne. Om natten må temperaturen gerne falde til mellem 16-18°C om natten.
Luftfugtigheden skal ligge mellem 70-90%, hvilket kan opnås gennem regelmæssig forstøvning af terrariet og brug af fugtbevarende bundlag. Det er en god ide at forstøve om aftenen før gekkoen bliver aktiv. I løbet af dagen må terrariet gerne tørre lidt ud. Sørg for god ventilation, men undgå træk, da det kan påvirke gekkoens helbred negativt.

Aktivitet

Hainan grottegekko er mest aktiv om natten og tilbringer dagen i skjulesteder. Om natten kan den ses udforske terrariet og jage bytte. Dens natlige adfærd og smukke farvetegninger gør den til en fascinerende art at observere. Gekkoen er relativt rolig, men kan løbe i skjul hvis den forstyrres.

©World of Jungle