Vissent blad knæler
Slægt: Deroplatys
Art: Deroplatys desiccata
Levealder: 9 – 14 måneder
Levesteder
Denne art af knæler kommer fra Malaysia og de omkringliggende øer såsom Sumatra og Borneo. Den lever i buske og nær skovbunden hvor der er høj fugtighed.
Fakta
Arten har ikke et dansk navn og vil derfor blive omtalt som visnet blad knæler, oversat fra dens almindelige engelske navn “dead leaf”.
Denne knæler imiterer, som navnet antyder, et visnet blad. På ryggen har den et “skjold”, der sammen med resten af kroppen ligner et krøllet blad.
Hvis knæleren bliver truet vil den folde benene ind under sig og falde om som et visnet blad.
Alternativt vil den sprede sine vinger ud for at virke større, dette er dog sjælendt.
Hunner bliver op til omkring 12 cm og har den længste levetid på ca 14 måneder. Hanner bliver lidt mindre, op til 10 cm og lever til omkring 9 måneder.
Som nymfe skifter den ham cirka hver anden uge. Som den vokser tager det længere tid imellem, omkring 3-4 uger mellem hver. Hunner skifter ham cirka 8 gange og hanner cirka 7 gange.
Terrariet
Terrariet behøver ikke jord eller spagnum som bundlag, men man kan i stedet bruge tørre blade. Terrariet bør indrettes med grene som knæleren kan sidde på. Troldhassel er god at bruge til indretning da den har meget snoede grene som giver knæleren god mulighed for at sidde på hovedet.
Som tommelfingerregel skal terrariets højde minimum svare til tre gange knælerens længde og bredde skal svare til to gange knælerens længde.
Vand & foder
Denne knæler er ikke kræsen med sit madvalg. Derfor er det en god ide at give den en varieret kost. Som små nympher kan de fodres med små fårekyllinger eller bananfluer. Som knæleren bliver større, ændrer man størrelsen på fodret. De kan spise både voksmøl larver og møl, spyfluer, fårekyllinger kakerlakker, de kan endda tage en musepinkie.
Det er vigtigt ikke at overfodre knæleren da det kan være med til at forkorte dens levetid. Det er en god ide at give en pause på 1-2 dage efter fodring afhængig af størrelse og mængde af foder.
Lys, varme & fugt
Knæleren stiller ikke specielle krav til lys. Varmen skal gerne ligge mellem 24-30 grader. Om natten må varmen gerne være køligere. Højere temperaturer øger forbrændingen og dermed også forkortet knælerens liv, mens køligere temperaturer forlænger livet. For koldt eller for varmt kan dog tage livet af knæleren. Luftfugtigheden må gerne ligge mellem 70-80%. Det er med til at sikre et godt hamskifte.
Aktivitet
Knæleren er ikke specielt aktiv i dagtimerne. Den kan dog ses kravle rundt i skumringen og om natten. Knæleren er dog yderst aktiv ved fodring.
©World of Jungle
