Spring til indhold

Yemen kamæleon

Slægt: Chamaeleo
Art: Chamaeleo calyptratus
Levealder: 3-8 år

Levesteder

Yemenkamæleonen stammer fra de bjergrige regioner i Yemen og det sydvestlige Saudi-Arabien. Den lever i tørre og halvfugtige områder, ofte i nærheden af wadier (tørre flodlejer), hvor vegetation er tilgængelig. Habitatet er kendetegnet ved høje dagtemperaturer og køligere nætter samt moderate niveauer af luftfugtighed. Kamæleonen findes ofte i træer og buske, hvor den kan finde føde og skjul. Dens naturlige omgivelser varierer mellem åbne landskaber og tæt vegetation.

Fakta

Yemenkamæleonen er en stor kamæleonart, hvor hanner kan blive op til 50 cm lange og hunner op til 35 cm. Den er kendt for sin høje hjelmformede kam på hovedet og sin evne til at skifte farve afhængigt af humør og omgivelser. Den lever af stort set alle former for levende insekter. Den har en gribende hale og fødder, der gør den til en dygtig klatrer. Yemenkamæleoner er solitære og bør holdes alene for at undgå aggression. Et bid fra dyret kan være yderst smertefuldt, og neglene kan være ekstremt skarpe. 

Terrariet

Terrariet til en yemenkamæleon skal være højt for at imødekomme dens behov for klatring. Et minimumsmål på 60x60x120 cm (LxBxH) anbefales til én voksen. Brug et net-terrarium eller et terrarium med god ventilation for at sikre korrekt luftcirkulation. Men det anbefales at tilbyde mere bredde og dybde til omkring 80x80x120 cm (LxBxH). Net terrarier kan bruges, men kræver oftere forstøvning og findes i begrænsede størrelser. Som bundlag kan man bruge ugødet spagnum eller blomsterjord blandet med kokos humus og Indret terrariet med robuste grene og lianer, der giver mulighed for klatring i forskellige niveauer. Tilføj levende planter som ficus (Ficus benjamina), paraplytræ (Schefflera arboricola) eller guldranke (Epipremnum aureum), som giver skjulesteder og hjælper med at opretholde luftfugtigheden.
Hvis man ikke bruger jord i terrariet anbefales det at have en drænbakke under planterne anbefales, hvis der anvendes levende planter, for at forhindre vandskader.

Vand & foder 

Yemenkamæleoner drikker ikke fra stående vand og kræver dråber på blade eller grene. Et tågesystem bør anvendes om natten til at sikre, at kamæleonen har adgang til vand. Daglig forstøvning er også vigtig for at opretholde fugtighed og hydrering. Kamæleonen fodres med levende insekter som fårekyllinger, græshopper, melorme og voksmøl. Insekterne skal drysses med kalk ved hver fodring, mens vitaminpulver og kalk med D3 skal gives 3-4 gange om måneden. Voksne (+14 mdr) fodres 3 gange om ugen, teenagere (9-14 mdr) 5 gange om ugen, mens unger skal fodres dagligt.

Lys, varme & fugt

Som dagaktiv art kræver yemenkamæleonen UVB-lys for at syntetisere D3-vitamin og opretholde en sund knoglestruktur. UVB-lys bør være tændt 10-12 timer dagligt.

Terrariet skal have et varmespot på 28-30°C i den varme ende og en køligere ende på 19-20°C. Om natten kan temperaturen falde til omkring 16-18°C. Luftfugtigheden bør ligge mellem 50-70%, hvilket opnås gennem forstøvning om morgenen inden lyset tænder og brug af levende planter. Et hygrometer kan bruges til at overvåge fugtighedsniveauerne.

Aktivitet

Yemenkamæleonen er aktiv i dagtimerne og bruger meget tid på at klatre, sole sig under varmespottet og søge efter føde. Den er en solitær art, og social interaktion kan føre til stress eller aggression. Med det rette miljø og pleje viser den naturlig adfærd og er fascinerende at observere.

©World of Jungle