Persisk rottesnog
Slægt: Zamenis
Art: Zamenis persicus
Levealder: 15-20 år
Levesteder
Snogen lever i det sydlige Aserbajdsjan og nordlige Iran, langs det Kaspiske hav.
Den lever gerne i meget varieret terræn. Den kan findes i forholdsvis tørre og varme områder, i nærheden af sten og klipper og tæt vegetation. Slangen er en dygtig klatrer og derfor findes man den også gerne i træer.
Fakta
Dens navn leder hen på det tidligere Persien, nu Iran hvor slangen lever. Tidligere antog man at den var en underart af Zamenis longissimus men er sidenhen blev anerkendt som en selvstændig art.
Den lever i højder op til 1500 meter over havet og er en dygtig klatrer.
Modsat Z. longissimus bliver den persiske rottesnog mellem 70-90 cm. Enkelte individer kan bliver op til 120 cm.
Den persiske rottesnog findes flere farve variationer, men de mest almindelige er sort, brun og grå.
Terrariet
Selvom snogen ikke bliver voldsomt stor anbefales det stadig at give den godt med bundareal og mulighed for at kravle i højden da det er en yderst aktiv slange. Et terrarie på 120x60x60 vil egne sig godt. Eftersom snogen er dygtig til at klatre er det en god ide at tilbyde den masser af grene. Det er en god ide at have solide grene og planter derinde, samt sten som slangen kan varme sig på. Til bundlag kan man bruge ugødet jord og dernæst planter man de planter man ønsker. Eftersom at snogen ikke er kræsen med sine levesteder kan man lade sig inspirere af naturen omkring sig. Man kan anvende planter som græs (Poaceae sp.), lavendel (Lavandula sp.) eller efeu (Hedera sp.) Ovenpå jorden kan man ligge kork stykker som de kan bruge som skjul og blade til at holde på fugten. Slangen kan være hård ved planterne.
Vand & foder
Slangen skal have adgang til frisk vand. Skålen behøver ikke være særlig stor og dyb. Alt efter slangens størrelse fodres den med pinkies eller mus/rotter i passende størrelse. Da slangen godt kan være voldsom ved fodring, kan det være en god ide at man fodrer slangen i en separat kasse for at undgå fremmedlegemer fra bundlanget bliver slugt af slangen. Skulle det alligevel ske at slangen sluger jord eller blade, skal man dog ikke være synderligt bekymret, da den ofte kan arbejde større stykker ud ellers kommer det med næste afføring.
Lys, varme & fugt
Slangen trives bedst ved en temperatur på mellem 24-27 grader. Temperaturen må gerne komme op på 30 grader under varmespottet og man kan med fordel ligge et par sten som slangen kan varme sig op på. Om natten må temperaturen gerne falde til stuetemperatur. I vinterhalvåret kan man sænke temperaturen til mellem 10-15 grader for at stimulere deres naturlige nedkøling. Slangerne kræver ikke UV, men en pære med lav UVB kan være en god ide. Den relative fugtighed bør som minimum ligge på 50-60% hvilket svarer nogenlunde til fugtigheden i Danmark, men det er en god ide at forstøve derinde med jævne mellemrum.
Aktivitet
Slangen er gerne aktiv i løbet af dagen og omkring fodring.
©World of Jungle
