Rugrøn snog
Slægt: Opheodrys
Art: Opheodrys aestivus
Levealder: 10-15 år
Levesteder
Den rugrønne snog lever i USA, mest omkring det centrale og sydøstlige USA. Man finder snogen på marker, skove, tæt ved vandhuller og gerne i træer. Dens levesteder er desværre i tilbage gang hvilket også påvirker arten.
Fakta
Den rugrønne snog bliver op til en meter i længden hvor det er hunnerne der er størst. Dens klare grønne farve kan forveksles med den glatte grønne snog (Opheodrys vernalis). Når snogen jager vil den bevæge sig langsomt og forsøge at imitere en gren der svajer i vinden. Dette er både en fordel når den jager byttet som vil bestå af insekter, men fungerer også som camouflage for rovdyr.
Langt de fleste rugrønne der udbydes til salg er vildtfanget og disse dyr vil oftes ikke overleve i fangenskab da de stresser meget nemt.
Terrariet
Terrariet bør indrettes med gode klatre muligheder såsom solide grene og planter. Derudover kan man bruge korkplader eller klyne som baggrund hvor planter som guldranken kan kravle op af. Terrariet skal tilgodese højden. Et terrarie på 45x45x60 cm vil være passende for en voksen (L x B x H), men det må gerne være større. Som bundlag kan man bruge ugødet spagnum blandet med kokus humus og sand og evt bark stykker eller blade for at give det tekstur.
Man kan også nøjes med enten ugødet spagnum eller kokus humus. For at give terrariet et mere naturligt look kan man plante forskellige planter derinde. Planter som bjergpalme (Chamaedorea elegans) og bregner vil være med til at give slangen masser af gemmesteder. Det samme gør sig gældende for efeu (Hedera helix) som laver et godt bunddække.
Det er vigtigt at snogen har en hule hvor den kan skjule sig. Hulen placeres i den kølige ende af terrariet.
Det er vigtigt at sikre sit terrarie, da snogen er en mester i at stikke af.
Vand & foder
Slangen skal have adgang til frisk vand. Skålen behøver ikke være særlig stor og dyb. Alt efter slangens størrelse fodres den med fårekyllinger i passende størrelse. Det er vigtigt der er masser af foder da slangen spiser meget ad gangen. Man kan være heldig at snogen vil spise små edderkopper og larver, selv små frøer og øgler kan være potentielle foder emner.
Lys, varme & fugt
Slangen stiller ikke krav til UV belysning og trives fint med alm spot eller LED. UV er dog altid anbefalesværdigt. Temperatuen bør i den varme ende ligge på 28 grader i løbet af dagen og i den kolde ende på omkring de 25 grader. Under varmespottet må temperaturen gerne nå op på 30 grader. Om natten må temperaturen godt falde til stuetemperatur. Fugtigheden bør ligge på omkring 50-75%. Specielt under hamskifte er det vigtigt at slangen kan finde et fugtigt sted. Det kan gøres ved enten at forstøve terrariet eller fylde hulen op med spagnum mos der har trukket godt i vand.
Aktivitet
Det er en relativ aktiv slange som også kan ses i dagtimerne. Så længe der er godt med foder derinde vil slangen oftes være på jagt efter foder.
©World of Jungle
